Ny vicerektor udpeget

 

NY VICEREKTOR PÅ SLAGELSE GYMNASIUM

Et enigt ansættelsesudvalg har besluttet at ansætte Søren Keller som ny vicerektor på Slagelse Gymnasium fra den 1. august 2020.

Søren Keller kommer fra en stilling som uddannelsesleder på Ordrup Gymnasium, hvor han har været ansat siden 2014. Her har Søren fortrinsvis haft ansvaret for Ordrup Gymnasiums pædagogiske udvikling og kvalitetssikring, hvor han har skabt flotte resultater. Han har også i en periode haft ansvaret for at styrke skolekulturen ved at skabe nye samarbejder mellem eleverne, lærerne og studievejlederne.
Derudover er Søren i gang med at læse en Master i offentlig ledelse fra CBS, og han har netop udgivet bogen “Pædagogisk ledelse i teori og praksis” sammen med seniorrådgiver og Ph.d. Dorte Ågård fra Aalborg Universitet.

Søren udtaler, at man som leder skal være fagligt stærk, strategisk tænkende og have organisatorisk blik uden at miste blikket for de mennesker som udgør den skole, man har det privilegie at være leder for. At man som leder er drevet af en naturlig nysgerrighed og nærvær i forhold til lærernes og elevernes dagligdag, og at man har et ansvar for både at garantere og værne om et samarbejde, hvor alle medarbejdere er med til at sætte mål, skabe ambitioner og retning for skolens udvikling.

Søren Keller er 39 år. Han er gift og har to børn. Han er uddannet cand.mag. i dansk og historie. Som positivt tillæg til fortællingen om Søren hører, at han har en MGK-eksamen i klaver og han vil helt sikkert kunne bidrage til SG’s lærerorkester. Søren er også aktiv fodboldspiller, og går lige ind på lærerholdet, så vi kan slå eleverne i futsal!
Ledelsen glæder sig helt enormt til samarbejdet med Søren fordi vi er sikre på, at Sørens evner, og kompetencer vil være med til at skabe en særdeles positiv udvikling for alle på Slagelse Gymnasium.
Bedste hilsner
Lotte