Musical

På Slagelse Gymnasium er vi to undervisere i faget dramatik; Christina og Thomas. 

Vi er begge begejstrede for at deltage i musicalproduktionen, men ud fra princippet: ”For mange kokke fordærver maden”, skiftes vi til at have instruktøropgaven.

Musicalarbejdet er et tilbud til dig, der gerne vil arbejde med et kunstnerisk udtryk på et højt fagligt niveau. Musicalen fungerer som de kunstneriske fags Master Class. Ved at deltage, udvikler du dig ikke kun fagligt, men får også en oplevelse sammen med mange andre med samme interesser som dig.

Til iscenesættelsen af et stort projekt, som en musical er, er der behov for mange kompetencer. Hvert år vil der være behov for elever, der besidder kompetencer inden for billedkunst, musik og sang, medier, produktion af mad, drama og dans.

Musicalen er en samlende begivenhed på Slagelse Gymnasium. Typisk kommer der omkring 800 publikummer sammenlagt til vores tre forestillinger. Gennem de sidste år har vi opsat så forskellige stykker som: Skatteøen, Rent, Dirty Dancing og Grease.

Når man melder sig til musicalarbejdet, skal man være opmærksom på, at arbejdet er tidskrævende om end nogle opgaver mere end andre. Tal med de involverede lærere om opgaven, som du overvejer at kaste dig over.

Hvis man er motiveret for at deltage skal man igennem casting, der finder sted i august og september.  Al nødvendig information kommer på skolens platforme.  

 

Vel mødt
Christina og Thomas