Tysk valgaften på SG

Søndag aften mens de fleste andre sad og så den nye DR-serie Herrens Veje, samledes små 30 elever og lærere på Slagelse Gymnasium for at følge det tyske valg. Med ARD på storskærm og hjemmelavet tysk valgmiddag var stemningen sat til en aften med fokus på Tyskland og Merkels genvalg.
I løbet af aftenen blev der tid til den store tysklandsquiz, oplæg om det tyske valgsystem og live-interview med en ekspert - Jakob Esmann - direkte fra valgfest i København. Blandt eleverne var naturligvis mange tysk-og samfundsfagselever, men der var også masser af andre nysgerrige elever, der havde fundet vej til valgfesten. Alt i alt var aftenen en stor succes, hvor det hyggelige og det lærerige blev forenet på bedste vis.